Idé
Idéen med at udgive børnesange og tegninger til at kommunikere med børn opstod, da jeg selv fik en søn.
Jeg oplevede dagligt, hvordan en hverdagssituation, fx at børste tænder, tage tøj på eller skulle gå hjemmefra kunne vendes fra en krise til noget trygt, dejligt og positivt, når jeg sang en besked for ham.
Det er mit håb og ønske gennem udgivelsen af Hverdagspoesi for børn at dele dette med jer andre forældre og pædagoger.
Eksempel
Når sætningerne :
- ”Nu skal du have børstet tænder”
- ”Nu skal du have tøj på”
- ”Kom lad os gå”
blev understøttet af sang, rytme, rim, sjove lyde, kild og grin – forstod han dem meget bedre og var helt med på, at det var det, vi skulle.
Jeg har talt med mange forældre, psykologer, musikterapeuter, talepædagoger og pædagoger om, at de har oplevet det samme.
Førsproglig musikalitet
Inden for musikterapien arbejder man bevidst med en viden om, at børn på et tidligt udviklingstrin sanser på et musikalsk førsprogligt niveau. Dette bruges bl.a., når man kommunikerer gennem instrumenter og bruger rytme, timing, tempo og pauser.
På samme måde kan verbalsproget, når det understøttes af musik, rytme, puls, tempo, timing, lyde, og stemmeleje, få børn, der endnu ikke har en veludviklet sprogforståelse og sprogbrug, til meget bedre at forstå det, som den voksne siger.
Kommuniker gennem sang
I dag findes der rigtig mange gode udgivelser med børnesange, børnerim- og remsebøger. Der er mange sange, der opfordrer til fx leg og dans og rigtig mange smukke sovesange.
Det jeg har manglet er en række sange, der målrettet og enkelt på en kreativ måde formidler beskeder, der forbereder børn på de vigtigste hverdagssituationer.
Som mor har jeg manglet nogle sange, der kan kommunikere en klar besked. Derfor satte jeg projektet Hverdagspoesi for børn i gang.
Sang som pædagogisk redskab
Jeg håber, at vi med CD’en kan udnytte de musikalske og sansemæssige ressourcer som børn har og udfylde et behov om at kunne kommunikere en klar besked gennem musik.
9 hverdagssange
Jeg bad Carl Quist Møller om at skrive 9 hverdagssange og tegne til ligesom en ”social historie”. Sangene handler om forløbet af en dag.
Han har derefter sammensat bandet DaBoing med Louise Norbye og Halfdan E.
De har sammen har lavet CD’en: Hverdagspoesi for børn. Jeg kan varmt anbefale CD’en og sangene, der er lavet med stor kreativitet, indlevelse og fokus på budskabet i hver sang.
Jeg håber, at I vil få lige så stor glæde af Hverdagspoesi for børn, som min dreng og jeg har.
Kærlig hilsen
Kamilla Hygum Jakobsen
Kilde: Ulla Holck i : Musikterapi: Når ord ikke slår til. (Lars Ole Bonde, Inge Nygaard og Tony Wigram), Klim 2002.