Carl Quist Møller: Om teksterne
Hverdagspoesi for børn er en cd, som skal hjælpe familier med børn, der har et kommunikationshandikap ved at forberede på almindelige hverdagssituationer.
Teksterne er udviklet sammen med sprogeksperter.
Ambitionen med cd’en har været at opnå et sprogligt så vel som musikalsk niveau, der på en gang hjælper og udfordrer målgruppen og samtidigt kan appellere til børnenes forældre.
Man kan også bruge cd’en til små børn, der øver sig i at tale.
Det er jo ikke os alene, der har opdaget, at sang kan bruges pædagogisk, men vi har her udgivet en cd med et højt kvalitetsniveau, der gør at sangene kan høres igen og igen. Sangteksterne kan derfor flere steder virke meget avancerede. På en Halfdan Rasmussensk måde leger vi med ordene. Mellem almindelige hverdagssætninger, der kommunikerer en besked, tager teksten en fabulerende retning.
Man skal selvfølgelig ikke tale hen over hovedet på børn, men man skal omvendt heller ikke tale ned til dem. Jeg har altid ønsket at udfordre børnenes intellekt. Børn er nysgerrige, og man skal blive ved med at pirre deres nysgerrighed.
Den menneskelige hjerne har stadig en uendelig rummelighed, og skal den næste generation udvikle endnu et step i evolutionen, må vi udfordre grænsen for, hvad vi tror børn kan opfatte.
Sætter man et barn foran en computer, finder de hurtigt ud af, hvordan den fungerer. Voksne mennesker skal først læse en manual. Mine erfaringer med børn er, at de keder sig, hvis teksterne i bøgerne er for enkle. De vil have sjove historier blandet med ord, de aldrig har hørt før, ellers falder de fra.
Det er også vigtigt, at den voksne eller den udøvende kunstner, som skal lave noget sjovt til børn, selv virker inspireret og selv leger med materialet. Det kan nemt virke for skræddersyet til en bestemt alder. Det må gerne skinne igennem, at tekstforfatteren og komponisten har leget og fjollet sig til resultatet, ikke af pligt, men af sprudlende fantasifuld nødvendighed.
Vi har lavet en cd, vi selv syntes var sjov at lave. Lyt med, hvis du har lyst.
Et eksempel på, hvad jeg mener: Sæt dig i nærheden af et barn. Tag en legetøjszebra og en rød brandbil og begynd at lege med den. Find fantasien frem og glem alt omkring dig. Sæt lyd på. Ja, det er svært, men det virker. Et øjeblik efter har du barnet med i legen. Næste dag ser du barnet udvikle legen til et nyt niveau, imens du lader som om, du læser avisen. Inspiration smitter. Start selv den leg, du gerne vil have, dit barn skal lege, men gør det overbevisende.
En ganske almindelig dejlig børne-cd, men med et pædagogisk grundlag, kamufleret under musik og tekster i farver.
God fornøjelse! Carl